Tolkebureau risikerer fyring efter kort tid i Syddanmark
SYDDANMARK: For syv år siden var problemet mistanke om regninger for ikke-eksisterende tolkninger. Nu handler det om tolke, der ikke møder op som aftalt.
Region Syddanmark overvejer nu at ophæve en netop indgået 22 mio. kr. dyr kontrakt med Tolke Danmark om fremmedsprogstolkning. Baggrunden er, at regionen i indkøringsperioden og efter driftsstart har oplevet, at firmaet ikke har opfyldt sine forpligtelser, lyder det fra regionen.
Efter et fællesudbud med de øvrige fire regioner fik Tolke Danmark i efteråret 2016 tildelt den syddanske kontrakt med driftsstart 1. februar 2017.
Da sygehuse og praktiserende læger allerede i indkøringsperioden - og ikke mindst efter driftsstart - har oplevet store problemer med at få tolkeaftaler på plads, har regionen i dag meddelt Tolke Danmark, at regionen overvejer at ophæve kontrakten.
Manglende bekræftelse og fremmøde
Man har således oplevet, at gennemførte tolkebestillinger ikke er blevet bekræftet af leverandøren, ligesom man allerede har oplevet, at tolke i nogle tilfælde ikke er dukket op på aftalt tid og sted.
Både sygehuse og praktiserende læger har fået besked om, at de i det omfang, der er muligt, indtil en eventuel ophævelse fortsat skal anvende Tolke Danmark, men kan dog i de tilfælde, hvor firmaet ikke overholder kontrakten, bruge andre leverandører.
Regionen har tidligere haft et problematisk samarbejde med tolkebureauet. I 2010 valgte regionen at skride til en politianmeldelse efter en mistanke om, at bureauet sendte regninger for tolkninger, som ikke havde fundet sted. Politiet valgte dog ikke at gå videre med sagen, og de to parter indgik derfor et forlig.
'I forbindelse med det netop gennemførte fællesudbud var der i forhold til de udbudsretlige regler ikke mulighed for at lægge vægt på sådanne forhold, når hændelserne ligger så mange år tilbage', som regionen udtrykker det.
ka
I 2017 forventes der gennemført 74.000 tolkninger – fordelt med cirka 31.000 teletolkninger og cirka 43.000 fremmødetolkninger.
Det forventes, at tolkeydelsen i 2017 vil koste omkring 22 mio. kr.
Kontrakten med Tolke Danmark løber frem til 30. september 2018.
Tolke Danmark blev tildelt kontrakten, fordi selskabets tilbud indeholdt det bedste forhold mellem pris og kvalitet af de 14 tilbud, regionen fik ind.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.